Rikke Thor, Sexolog i Svendborg (undervisning i hele landet)
Intimitet, nærvær, og seksualitet
Sexolog og parterapi konsultationer
Har du/I udfordringer i det intime og seksuelle, eller måske i parforholdet?
Mit fokus, som parterapeut og sexolog, er at lytte, løsne op, give viden og inspirere jer til at samarbejde og arbejde med jeres nærhed, berøring, intimitet og seksualitet.
Nogle udfordringer kan være fysiske efter sygdom, livsomvæltninger, aldersforandringer, efter fødsel eller andre omstændigheder. Andre kan findes i ens baggrund som menneske, opvækst og gamle vaner.
Der findes altid løsninger, hvis I ønsker at arbejde på det og se på nye veje frem mod et mere glædesskabende og nærværende intimt og seksuelt liv.
Jeg har arbejdet med enkelt personer og par siden 2005 og
har derfor lang erfaring med at hjælpe folk videre.
Hvis I er et par, er I oftest begge en del af både problemets opståen og begge en del af løsningen, og det er derfor vigtigt, at I kan støtte hinanden i, at bringe forandring og fornyelse ind i samlivet.
Jeg anbefaler derfor oftest, at I kommer her begge 2.
Problemstillinger, både for par og enkeltpersoner, kan være:
-
Øget/nedsat eller manglende lyst til det seksuelle
-
Samlivs og kommunikationsproblemer
-
Forskelle i ønske om og behov for sex
-
Stress
-
Rejsningsbesvær
-
Svært ved at opnå orgasme
-
Svært ved at blive seksuelt tændt
-
Smerter i forbindelse med sex
-
For tidlig / forsinket / for sen udløsning
-
Kropslige ændringer/smerter mv. efter vægtforandinger, kræft, diabetes, KOL, hjertesygdomme, gigt, nyresygdomme, sklerose mv.
-
Overgangsalder med smerter/tørre slimhinder i skeden, som også hos nogle kan udvikle sig til at bækkenbundsmusklen trækker sig sammen ved indtrængning i skeden
-
Seksuelle problemer i forbindelse med graviditet og fødsel
-
Seksuelle/parmæssige udfordringer ved barnløshed/fertilitetsbehandlinger/adoption
-
Udfordringer med at være single/enlig - måske ønske en kæreste
-
Problemer efter autoritær eller måske meget stærkt religiøs opdragelse
-
Problemer efter seksuelle overgreb
-
Porno kiggeri / fetischisme, som problem for én selv eller partner
-
Udfordringer ved accept af seksualitet eller kønsidentitet
-
Polyamori - lyst til flere partnere, - når det giver problemer i dig selv eller din partner
-
Eller måske bare lyst til at udvikle og arbejde med din/jeres seksualitet.
Hvor mange gange skal man regne med?
Svært at sige, men mange kommer 5-10 gange og nogle i længere tid. Det afhænger af problemstillingen og af hvad I gerne vil have ud af det og ofte også hvor meget I selv får arbejdet med tingene mellem konsultationerne.
Det kan tage tid at ændre gamle vaner og se det intime og seksuelle fra nye vinkler.
Varige ændringer fremkommer ofte ved tålmodighed, men mange oplever at der sker noget allerede efter første gang.
Ofte aftaler vi, at hele forløbet her opfølges med en konsultation efter nogle måneder.
Imellem konsultationerne:
Efter første gang, er det vigtigt, at du/I tager en beslutning om I vil gå i et forløb her.
På den måde kan I fastholde jer selv i, at blive ved med at komme her, også selvom der måske vil være svære perioder.
Jeg vil ofte anbefale, at I hjemme laver specifikke øvelser, fx. med berøring for at komme tættere på hinanden og hinandens kroppe uden krav om præstation.
Til den enkelte anbefaler jeg nogle gange en nærværs øvelse eller andet, helt afhængig af problematikken, og hvad der passer til dig/jer.
En stor del af processen er ofte, at I bliver bedre til at tale sammen (hvis I er et par) og finde frem til hvad der opleves godt, nærværende og nydelsesfuldt, - både nu - og på sigt, og arbejde hen imod et fælles mål.
Jeg anbefaler, at du/I skriver noter ned i en notesbog eller på pc, i tiden mellem hver gang.
Hvis du går her i et individuelt forløb, kan vi efter behov/lyst også arbejde med dine drømme.
Jeg har privat praksis på adressen :
Sandtoften 6, Thurø
5700 Svendborg
(tæt på offentlig bus fra Svendborg busstation og banegård)
Bybus 240 og 241 kører fra Svendborg til Thurø
Konsultationen varer 5 kvarter for enkeltpersoner og 1½ time, for par.
Jeg glæder mig til at møde dig / jer.
Desuden har jeg samtaler med forældre til børn og unge med udfordringersåsom autisme, ADHD, ADD, udviklingshandicap og/eller med udfordringer i forhold til køn - og hele LGBT+ området.
Jeg anbefaler FSTB Foreningen for Støtte til transkønnede Børn - hvor jeg også står på deres hjemmeside som anbefalet terapeut
Også samtaler om de mindre børns seksualitet med nysgerrige kropslege, hvor mange er i tvivl om hvordan de griber det an.
Mange forældre synes det er svært at forholde sig til børn og unges udfordringer med det seksuelle liv, grænser og måske køn.
Man kan føle man står helt alene med tingene.
Igennem samtaler med mig, kan du/I få støtte og hjælp til at komme videre og selv kunne støtte den unge konstruktivt.
Læs her også om min forældreundervisning i forhold til udviklingshandicap mm. og kontakt mig gerne.
Jeg har også samarbejde med kommuner fx omkring seksualvejledning til børn,unge og voksne med kognitive udfordringer/udviklingshandicap og autisme - kontakt mig.