Rikke Thor, Sexolog i Svendborg (undervisning i hele landet)
Intimitet, nærvær, og seksualitet
Læs her Sund Sex Skolen
v. Sexolog Rikke Thor s
tips og viden om:
Forelskelse og kærlighed
LGBT+ området
Onani
sex
kønsorganer
PORNO
Forelskelse og kærlighed
Man kan blive forelsket både som barn og ung og resten af livet.
Følelsen er dejlig, man har uro i maven og kroppen og man håber at den man tænker på har det på samme måde – men sådan er det desværre ikke altid. Så er det rigtig svært at være forelsket.
Nogle gange bliver forelskelsen til mere langvarig kærlighed – men ikke altid.
Kom hen på Sund Sex Skolen og snak om, hvordan det er, - tal med veninder og venner og øv dig/jer i at få gode oplevelser med hinanden.
Unge har i gennemsnit 10 kærester fra de er 15 år til de er 25år.
Nogle synes det er rigtig svært at finde kærester og har ikke så mange, det er bare forskelligt
LGBTIAQ+
Homo- bi - heteroseksuel??
Ciskønnet, transkønnet?mm.
Hvem er jeg? og hvad føler jeg??
De fleste mennesker oplever på et tidspunkt følelsen af at føle sig seksuelt tiltrukket af sit eget køn. Mange føler sig lidt ambivalente ved at mærke følelsen. Der er desværre stadig en del, der synes det er mærkeligt.
Hvorfor det stadig ikke er helt accepteret, - det er svært at sige – måske vores opdragelse?? – tænk over, hvorfor det skulle genere DIG, at andre har lyst til noget andet end du selv måske har.
Især i puberteten, hvor seksualiteten blomstrer, - begynder nogle at mærke, at de bliver forelsket eller har følelser for én af samme køn. Nogle ved det allerede fra de er helt små. Du er helt normal.
Mærk efter hos dig selv, - accepter det og find ud af hvad du skal gøre videre…... se også tema sexlinien - homoseksuel ?
Måske er du i tvivl om dit køn? er du det køn, du fik tildelt ved fødslen eller noget andet? der er mange, der har det sådan og det kan være vigtigt at få talt med nogen om dette, både med gode voksne og med andre, der har det på samme måde som dig. Læs mere på sexlinien - transkøn og ciskøn.
Der har været en gruppe i Svendborg, hvor unge transkønnede mødtes - den er lukket i øjeblikket, kontakt mig - Rikke Thor og hør status på gruppen.
Spille pik, trille ærten, gokke den af - onani har mange navne :-)
Fælles for dem alle er den gamle sport med at røre ved sine egne kønsorganer så det mærkes dejligt og ofte til man opnår at få orgasme. Alle gør det – små børn, unge, voksne og gamle. Nogle små børn gnubber sig op af ting og opdager, at det føles rart og mange finder ud af at onanere som små eller i puberteten.
Drenge finder ofte nemmere ud af det end piger, da deres ”diller” er nemmere at få øje på. I gamle dage (og stadig en del steder i verden) mente man, at det var skadeligt, at man kunne blive blind eller sindsyg af det eller få bumser, hår på ryggen eller andre ting. Men det er alt sammen kun gamle skrøner. Der kan INTET ske ved det, - kun at man får en dejlig oplevelse.
Piger rører oftest ved klitoris med lidt spyt på fingrene, drenge rører oftest ved penis skaft og hoved evt. også med lidt spyt eller olie – især hvis drengen er omskåret. Nogle bruger håndbruseren – det er kun fantasien, der sætter grænser. Drenge kan måske få ideer her : tema sexlinien - onani drenge .
Nogle piger kan lide at have noget oppe i skeden samtidig – måske fingrene.
Piger - få inspiration : tema sexlinien - onani og piger .
De fleste bliver ved med at onanere selvom de begynder at have en kæreste de går i seng med. Det er bare 2 forskellige ting og man kan have lyst til/behov for begge dele.
Orgasme
At få orgasme kræver at man kan slappe helt af. Det er vigtigt, at du ikke er for bange for at blive afbrudt, og dermed kan give dig hen i nydelsen
Orgasme er forskelligt fra gang til gang og fra person til person, men det føles som sammentrækninger i underlivet ledsaget af en dejlig fornemmelse og bagefter føler man sig afslappet i kroppen. Hos drenge over puberteten kommer der sæd ved orgasme, hos nogle piger kommer der noget klart væske ud ved orgasme, - det kan godt være ½ dl eller mere. Det er ikke urin.
Det er en god ide, at prøve at få orgasme med sig selv ved onani,- især hvis man har svært ved at få det sammen med en partner. Det kan være svært at vide hvad man skal ”mærke efter” hvis man aldrig har fået det før. Og så kan man bedre vejlede hinanden eller evt. selv røre ved sig selv undervejs. Mange piger får ikke orgasme de første mange år de er begyndt at have sex med andre. Læs evt. mere her om tema sexlinien - piger og orgasme.
Nogle piger har glæde af at bruge en vibrator/sexlegetøj til at stimulere klitoris med, for at opnå orgasme.
Seksuelle fantasier
De fleste fantaserer under seksuel ophidselse, eller for at blive det. Seksuelle fantasier kan være meget anderledes ”frække” ting end man kunne tænke sig i virkeligheden, det er der ikke noget unormalt i – dine fantasier er dine egne.
Sex, samleje, bolle, elske
Nogle begynder tidligt med sex med en anden og andre senere. Gennemsnitsalderen i Danmark er ca. 16 – 17 år, men når man er 24 år, så har 10% stadig ikke prøvet det, så alderen er ikke det vigtigste.
Det vigtigste er, at DU har lyst og at du kan mærke at den anden også har lyst.
I skal også tale om, hvordan I vil beskytte jer, både hvis I er to af samme køn eller en dreng og en pige. Læs mere om sexsygdomme og om prævention på sexlinien.
Start med at kæle og røre ved hinanden. Drenge bliver oftest hurtigst tændt. Piger er nogle gange længere tid om det, så giv jer god tid. Det kan være en fordel, at I kender hinanden godt og er gode til at fortælle eller vise hinanden hvor det er rart at blive rørt.
Man kan også røre ved sig selv undervejs – og på den måde vise den anden, hvordan man kan lide det. Ingen kan læse andres tanker, og det kan kræve lidt øvelse at få det til at blive rigtig godt for begge. Men det kommer undervejs – stress ikke – giv jer god tid - det vigtigste er, at det er dejligt, hyggeligt og sjovt undervejs.
Det er vigtigt, at pigen bliver våd i skeden, hvis I har lyst til samleje, ellers gør det ondt og hun kan få smerter og rifter. Mange gør sådan i starten, at de laver en slags onani på hinanden, - prøv jer frem.
Nogle drenge kommer ret hurtigt – du kan øve dig ved onani i at holde længere, eller tænke på, at du kan få rejsning og udløsning ca. 20 min. efter igen, så pyt… Hvis du synes det er et problem for dig kan du læse mere her: sexlinien - for tidlig sædafgang - tema
Massage og glidecreme
Det kan være rart at massere hinanden blidt/sensuelt - andre steder på kroppen og måske hinandens kønsorganer med olie (fx mandelolie) eller glidecreme. Hvis I bruger kondomer, så må I ikke bruge olie på kønsorganerne, da det kan opløse gummiet – så skal I købe glidecreme, der passer til kondomer.
Andre lyster
Måske har du fantasier om / lyst til at prøve ting sammen med din partner, - du har set, hørt, læst om, - såsom at bruge sexlegetøj sammen, - andre stillinger, klæde sig ud i frækt tøj, spille roller sammen osv. Husk at I skal være enige om hvad I kunne tænke jer og synes kunne være sjovt / dejligt.............. og HVIS I er det, er der jo ikke noget forkert ved det, og det kan være en "ny sjov verden". Men det er slet ikke alt man ser i porno og andre steder, som man SELV synes er rart og spændende, i virkeligheden. Husk at aftale, at I siger til hvis det ikke føles godt, og at det er ok at sige nej til ting, man ikke har lyst til.
Pik, agurken, køllen, diller, tissemand eller penis??
- find selv på flere navne.
Man har den fra før man bliver født og der følger ingen brugsanvisning med. Den vokser med alderen og er først helt udvokset når du er omkring 22 år.
Sæd og udløsning
Man kan få orgasme fra man er helt lille. I puberteten begynder, der at komme sæd/sperm ud, når du onanerer eller ved "frække" drømme om natten. Nu kan du gøre en pige gravid, hvis der kommer sædceller op i pigen eller på hendes kønsorganer. Der er "præsperm" i pikken allerede fra den begynder at blive stiv. Sæd kan være hvidligt eller gullig/grållig eller gennemsigtig. Sæden kan lugte (og smage) lidt forskelligt i perioder bl.a. afhængig af hvad du spiser.
Størrelse
Det er en skrøne at det bedste sex med din partner er med en kæmpe pik. Det vigtigste er, at du kan lide den (dilleren) og kan finde ud af, at hygge dig med og røre ved din partner, så det er godt for begge. Gennemsnittet for en udvokset penis - i stiv tilstand - er ca. 13/14 cm.
Forhud - og renlighed
Alle drenge har forhud - hvis de ikke er omskåret, som 1/5 af jordens mandlige befolkning er. Det er stadig tilladt i Danmark at omskære drenge, i modsætning til piger - læs evt. mere om omskæring her. Forhuden beskytter penishovedet og skal trækkes tilbage en gang om dagen - hvor man vasker den - bag hovedet - ellers kommer der "nakkeost", som lugter og kan give forhudsbetændelse. Hvis forhuden er for stram - så tal med din læge om det - måske skal du have noget salve eller have lavet en lille operation.
Rejsning
- ja det får alle drenge ca.5 gange hver nat og mange gange i løbet af dagen. Den "øver" sig på den måde hele livet. Hvis man er nervøs (fx første gang med en partner) eller har drukket, så kan det være den ikke bliver stiv. Så slap af og tænk, at det prøver alle drenge på et tidspunkt.
Knopper
Det er normalt at have talgknopper fx. på kanten af penishovedet - læs tema sexlinien - knopper
Krum og skæv
- det er de fleste, men hvis det gør ondt eller generer så tag et billede i stiv tilstand og vis det til din læge. Måske skal der gøres noget ved det.
Unge fyre kan være bange for ikke at kunne præstere - se lille film her hvor to fyre fortæller om deres oplevelser
Fi, fidde, fisse, skede, tissekone, blomsten, vagina?
- find selv på flere navne.
Man har den fra man bliver til, og den er godt gemt nede mellem benene. Nogle piger opdager slet ikke, at den kan være rar at røre ved, fordi der ikke er så meget, der ”stikker frem”. Tag et spejl og sæt dig et uforstyrret sted - og udforsk dig selv.
Klitoris
- er det vigtigste sted på pigens kønsorgan, når man tænker på nydelse og seksualitet. Klitoris er ca. 9 cm lang. men det meste sidder under huden. Det, der stikker ud er en lille knop, - den kan være meget følsom. Den vokser og bliver blodfyldt ved seksuel ophidselse, og hos nogle trækker den sig lidt tilbage, når det sker.
Skeden
- er ca. 7 - 10 cm lang og bliver længere og våd ved seksuel ophidselse. Prøv at stikke en finger eller to ind, - måske opdager du at det kan føles rart, at have noget inde i skeden
Mødommen findes faktisk ikke rigtigt - det var noget man troede engang - læs mere på sex og samfunds hjemmeside om mødom, der er nogle små slimhindefolder ved indgangen til skeden, men det er meget sjældent at det kan bløde derfra ved samleje.
Nogle (ca.30% af kvinder) kan med tiden få orgasme fra punkter inde i skeden. Men det er langt fra alle.
Nogle (få) piger/kvinder kan få "våde orgasmer" så kommer der væske ud ved orgasmen, - det kommer fra nogle kirtler, der sidder mellem skeden og urinrøret.
Hvis du er nervøs ved sex, har du sværere ved at blive våd i skeden, og kan også stramme sammen i den store muskel ved indgangen til skeden, så det kan være svært/gøre ondt, at få noget ind. Så vent til du er mere klar, måske en helt anden gang - og nus og kæl istedet for, og lær hinandens kroppe at kende på den måde.
LAD være med at have sex, hvis du ikke er våd – det kan give dårlige oplevelser samt rifter og smerter i skeden.
Kønslæber kan være meget forskellige af størrelse. Nogle piger har bitte små kønslæber og hos andre kan de være 3-5 cm lange, og stikke lidt ud fra kroppen. Begge dele er normalt, - vi ser bare forskellige ud. Den ene kønslæbe er ofte lidt større end den anden.
Renlighed
Vask dig ikke med sæbe - kun med vand - inden for de indre kønslæber, ellers kan du få kløe og svamp og skal til læge. Vask området uden for de indre kønslæber, altså der hvor der er hår, med en mild sæbe evt. intimsæbe, ellers kan der samle sig noget hvidt lugtende sekret ved siderne af klitoris ”nakkeost”.
Menstruation
- I puberteten får du menstruation, - du begynder at bløde fra livmoderen og ud af skeden ca. en gang hver måned. Det kan være meget uregelmæssigt i starten.
Sundhedsplejersken på skolen kan fortælle mere om menstruation, og du kan tale med hende om menstruationssmerter eller andre ting omkring det. Du kan også spørge os på Sund Sex Skolen hvis du kommer ned hos os med din klasse.
Menstruationsblod er en kropsvæske, ligesom sæden er det hos drengene. Det er en naturlig ting, - det viser bare, at nu kan du blive gravid. Her kan du læse mere om tema sexlinien - menstruation
Hårvækst
Når du kommer i puberteten får du hår under armene og rundt om kønsorganerne. Det er for at beskytte den sarte hud. Nogle barberer sig.
VÆR dig SELV – find ud af hvad du selv har lyst til at gøre!! hår eller ej…… Læs evt. mere om debatten tema sexlinien - intimbarbering
Porno- facts eller fup :-)
Før i tiden var porno billeder og film noget som var svært at få fat i. Pornoblade skulle købes i en kiosk og gemmes væk. Nu kan det næsten føles svært at undgå at komme til at se porno i reklamer, på internettet eller andre steder.
Mange unge ser, eller har set porno, - man er måske nysgerrig, eksperimenterende eller nyder at se det, og lader sig inspirere.
Unge er gode til at bruge de forskellige verdener på hver sin måde.
Det man ser på James Bond film og i pornofilm fører man ikke automatisk over på den virkelige verden.
Porno er ikke lavet som seksualoplysning for at fortælle folk hvordan de skal dyrke sex. Det er lavet for at virke seksuelt ophidsende.
De bruger en masse snyd i pornoen - det ER film, og der er ingen følelser med i pornoen.
Nogle synes porno er klamt, så LAD VÆRE med at se det, - det er jo ikke et ”must”. Din egen fantasi til onani og måske senere det at være sammen med en kæreste er jo ofte meget bedre. Men hvis du nyder at se porno – så NYD det.
Hvis du bliver ked af, at din kæreste måske ser porno og du tror det er dig, der er noget i vejen med – så tal med ham/hende om hvordan du føler det. Mange ser porno ind imellem selv om de har en kæreste – ligesom de også onanerer, og de fleste siger, at det bare er noget de OGSÅ har lyst til – for kæresten er jo dejlig på en helt anden og bedre måde.
Fakta om porno:
- Sæden i Pornofilm er lavet af flormelis og vand
- I porno dyrker næsten alle analsex – i virkeligheden er der mange, der ikke har lyst til det - mærk efter i dig selv.
- Mænd i porno har en pik på 18 - 20 cm., i virkeligheden er gennemsnittet 13 - 15 cm. i stiv tilstand, vel at mærke, når man er udvokset (ca. 22 år)
Sexlegetøj
Sexlegetøj kan man bruge alene eller sammen med en partner til at stimulere kønsorganerne eller andre følsomme steder på kroppen.
Det købes i sexbutikker (man skal være 16 år for at kunne købe sexlegetøj i sexbutikker), over internettet, eller i kondomerier og efterhånden også i andre butikker rundt omkring.
Nogle synes det er dejligt eller sjovt at prøve forskellige farvestrålende ting, med eller uden vibrerende effekt. De fleste bruger dog hænderne, da det er det nemmeste – og ofte virker godt – men det kan jo også være sjovt at prøve noget andet, hvis man har lyst til det.
Dildoer med vibrator kan koste fra ca. 70 kr. til mange hundrede kroner. Vibratorer kan bruges til både drenge og piger til at stimulere kønsdelene med. Der findes også nogle specielt til drenge. Du kan læse mere om sexlegetøj på: tema sexlinien - sexlegetøj ?
Hvis du har svært ved at få orgasme,og har prøvet: at tænke på noget ophidsende, at røre på forskellige måder, bruge olie mm. så kan en vibrator måske være en ide. Men der kan også være andre årsager til at du ikke har fået orgasme endnu – du skal måske lære at slappe mere af, og øve dig. Husk at gøre det hyggeligt omkring dig – når du onanerer, spil måske noget god musik og træk vejret dybt ned i kroppen.
Sund Sex Skolens tips om sexsygdomme:
Sexsygdomme er bare DØDSYGT at få.
Og det er IKKE kun ”de andre”, der får dem. 25 % af alle unge får
en sexsygdom på et tidspunkt.10 - 20% har det lige nu!!
Kondom beskytter effektivt med klamydia og HIV / AIDS m.fl.
Kønssygdomme som herpes og kønsvorter kan sidde på steder
hvor kondomet ikke dækker - så vær opmærksom!!
Gå ind og kig på "Symptom guide her" og husk at du kan godt have en kønssygdom UDEN at have symptomer - fx. klamydia.
Nogle meget almindelige kønssygdomme blandt unge i Danmark er:
Klamydia
10 % af unge har det – og de fleste uden at vide det – 75 % af smittede piger/kvinder får INGEN symptomer - det samme med 50% af drenge/mænd. De der får symptomer kan have svie ved vandladning, øget udflåd og/eller smerter i underlivet.
Du skal undersøges hos din læge hvis du har dyrket sex uden kondom. Hvis du er dreng kan det gøres med en urinprøve, piger skal have lavet en gynækologisk undersøgelse.
Hvis du har klamydia helbredes det effektivt med 2 piller.
Hvis du ikke bliver undersøgt og behandlet kan du risikere, at blive steril eller få kroniske underlivssmerter. Sexlinien klamydia
Kønsvorter eller condylomer
Små vorter, der sidder på kønsorganerne. Det er ikke de almindelige talgknopper, som især mange drenge har på kanten af penishovedet. Er du i tvivl – kontakt en læge – de skal hurtigst muligt væk, da de smitter meget og breder sig hos dig selv. Sexlinien kønsvorter
Herpes sår
Som er de samme sår som forkølelses sår. De smitter både fra læber til kønsorganer og omvendt. De smitter, når de er i udbrud, og mest i starten, hvor det er en blære, - samt når blæren brister og væsker. Få konstateret hos lægen om det er herpes. Man kan lindre med salve men ikke helbrede. Sexlinien herpes
Hvad gør jeg?
Har du symptomer på en kønssygdom - det kan fx være: Mere eller ildelugtende udflåd, kløe, svie, ondt i underlivet eller er du i tvivl fordi du har dyrket sex uden kondom.
- SÅ KONTAKT DIN LÆGE (adresse og tlf.nr. står på dit sygesikringsbevis). Lægen har tavshedspligt.
Hvis du er et andet sted i landet, end der hvor du bor, så skal den nærmeste læge undersøge dig. Det er GRATIS.
OG husk at fortælle evt. tidligere sexpartnere, at de kan være blevet smittet.
Odense hospital OUH har en klinik for kønssygdomme, hvor du også kan blive undersøgt anonymt, som alternativ til din egen læge.
Læs også mere: www.sexsygdomme.dk
Sex og samfunds hjemmeside om kønssygdomme.
Eller Sexlinien sexsygdomme
(Ovenstående er al tekst fra SSS hjemmesiden 2024 om unge, - tekst fra de to sider om Tips og Sexsygdomme.
Siderne med forældre, efter fødsel og om os og forsiden er ikke gemt
Alle link er gemt i Browser gul mappe SSS link og SSS sexsygdom. Link om indsættelse af implanon er i samliv efter fødsel.
Hjemmesiden er fotograferet i forår 2024 så jeg kan se hvilke billeder jeg brugte.
Alle film er enten i mappen med unge eller på google drev under film)